Skolen for Gastronomi, Musik & Design

HØJSKOLEVEJ 9  •  DK 7100 VEJLE  •  TLF.: 75 85 80 12  •  info@skolenfor.dk

Diabetes på efterskole for Gastronomi, Musik og Design

Diabetes og på efterskole

Nej, vi er ikke en efterskole for diabetikere, men vi ved, hvad det handler om, så selv om du selvfølgelig skal vælge os på grund af vores fag og linier, så kan vi alligevel støtte dig i alle de problemer, der kan opstå, når du som ung har diabetes og skal lære at klare dig selv.

Vi er godt klar over, at man som ung ønsker at ligne andre og derfor ikke umiddelbart har lyst til at  skulle måle blodsukker, tage insulin, huske madpakker og sige nej til det usunde mad. Men hvis du får indarbejdet nogle få rutiner, behøver disse ting ikke at fylde hele din hverdag.

I det daglige er der hos os ingen, der tænker over, at du har diabetes. Vi er 75 elever, hvoraf kun ca. 10% har diabetes, fordelt på alle hold. Skolens personale er uddannet til at tackle alle de problemer, der måtte opstå, og som et tilbud ved siden af den almindelige undervisning får du en grundig vejledning og undervisning i alle de områder, der har interesse for dig som diabetiker.

Et ophold er en oplevelse for livet - du møder nye mennesker fra hele landet, der elsker at lave mad, spille musik, dyrke idræt, sy tøj og meget mere.

Har du diabetes og brug for hjælp til at få sygdommen godt reguleret,kan du tilmelde dig vores "Diabetesgruppe". Skolen har i samarbejde med Diabetesforeningen 10 pladser til unge med diabetes, der har brug for mere viden og erfaring i, hvordan man med kost, motion og insulin kan få sygdommen diabetes til at "køre godt". Der er tilknyttet læge, psykolog, kostvejleder og sygeplejerske til gruppen. Diabetesvejlederne har timer en gang ugentlig med holdet, men man kan derudover få professionel hjælp efter behov.

ØKONOMI :

Et ophold med tilknytning til "Diabetesgruppen" er lidt dyrere end de øvrige, men det er muligt at søge om at få dækket denne merudgift via ens sagsbehandler. Kontakt skolens forstander Mogens Sønderup på tlf. 75858012 eller Tina Linaa i Diabetesforeningen på tlf. 66129006 (træffes ikke om fredagen) og hør nærmere herom.