Skolen for Gastronomi, Musik & Design

HØJSKOLEVEJ 9  •  DK 7100 VEJLE  •  TLF.: 75 85 80 12  •  info@skolenfor.dk

Årets aktiviteter

Årets aktiviteter

Ud over den almindelige undervisning byder skoleåret på en lang række fælles aktiviteter. 4 - 5 gange er der blive weekend med fuld program, hvor vi måske er på ekskursion eller har arbejdende værksteder derhjemme på skolen.

I august har vi Ud i det blå - en kano- og vandrertur, hvor holdet bliver rystet godt sammen. Fredagen før efterårsferien har vi som regel idrætsdag, hvor der er mulighed for at vælge imellem flere aktiviteter indenfor løb, cykling, svømning mv. Lige efter efterårsferien er 9. og 10. klasse i brobygning, ligesom de øvrige hold på et tidspunkt er i praktik. I slutningen af november kommer så årets store musical, hvor vi igennem tiden har spillet bl.a. Grease, Skatteøen, samt div. hjemmelavede musicals. En fantastisk uge, hvor alle er på. December måned byder på julehygge, hvor vi ofte tager en tur til den gamle by i Århus og bagefter handler julegaver ind på strøget. Selve juleafslutningen på skolen er også et kapitel for sig selv. Ud over al den gode julemad, vi er nødt til at spise (vi er jo en husholdningsskole), har vi dans om juletræ, pakkeleg, samt fest med skolens bands bagefter.

Efter juleferien kommer så sidst i januar årets store musikfestival på skolen, hvor efterskoler og højskoler trykker den af fra scenen, imens publikum nyder den veltilberedte (sunde) fastfood, som serveres fra de mange festivalboder. Ugen Job & drømme ligger kort herefter. Vi arbejder med den enkeltes uddannelsesplan og har besøg fra flere uddannelsessteder, ligesom vi ofte selv er ude og kigge på skoler og uddannelser. Årets studietur til udlandet ligger enten først i foråret, hvis det er en skitur eller sidst, hvis det er en storbytur. Ikke sjældent er vi i Prag, Paris eller Berlin. Årets store afslutningsfest vil altid være noget særligt. Her er der modeshow, teaterforestilling, ligesom de mange bands på skolen på skift underholder til festen. Ofte står menuen her på helstegt pattegris og soft ice maskine. I løbet af året vil der ofte være improviserede aktiviteter, ligesom vi selvfølgelig fra tid til anden laver om på programmet.